Reformationen

Reformationen: den bevægelse, som efter brud med pavemagten i 16. århundrede førte til dannelsen af de protestantiske kirkesamfund, dvs. de lutherske og de reformerte kirker og den anglikanske kirke. Baggrunden for Reformationen var især de anklager, der gennem middelalderens slutning var rejst over for pavekirkens forfald, men tillige den kulturfrigørelse, der brød igennem med renæssancen. Ved flere store kirkemøder, de såkaldte reformkoncilier, havde man i løbet af 15. århundrede forsøgt at afhjælpe de mest iøjnefaldende misbrug inden for kirken og genvinde tilliden til pavedømmet; men resultaterne var kun ubetydelige. Hvad vi nu kalder Reformationen, siges traditionelt, men også med god grund, at have sit udspring i en bestemt begivenhed: 31. oktober 1517 opslog munken Martin Luther på kirkedøren i Wittenberg 95 teser om afladshandelen. Han indbød dermed til en akademisk debat om dette kræmmervæsen. Selv om Luther allerede i årene før 1517 var kommet til personlig klarhed over evangeliets sande indhold, var det ikke hans hensigt at bryde med den kirkelige øvrighed. Men en spontan og udbredt tilslutning til hans synspunkter medførte, at paven selv satte sin magt ind for at bringe den lærde munk til tavshed. Det drev Luther til endnu mere intense studier af kirkens væsen, og snart erklærede han Den hellige Skrift som den eneste ufejlbare autoritet for alle kristne. I en række fremragende teologiske skrifter, forfattet i løbet af 1520, udredede han hovedtankerne i den bekendelse og forkyndelse, som siden da har kendetegnet de kirkesamfund, der gennem Reformationen tilkæmpede sig selvstændighed over for pavedømmet og den katolske kirkes læresystem.

Efter at Luther på rigsdagen i Worms 1521 havde nægtet at tilbagekalde sine skrifter, fortsatte han sit teologiske arbejde som bandlyst og fredløs. Flere steder kom den begyndende reformation dog snart i fare for at udarte til sværmeri og gement oprør mod den lovlige øvrighed, og Luther, som med fare for sit liv var vendt tilbage fra sit ophold på Wartburg til Wittenberg for at tale sine alt for ivrige tilhængere til rette, vendte sig i årene 1524-29 med stor skarphed mod denne reformations venstrefløj ("sværmerne"). Ved rigsdagen i Augsburg 1530 fremlagde de evangeliske fyrster den af Philip Melanchton udarbejdede Confessio Augustana, som sammen med Luthers lille katekismus senere er blevet lærenorm i de lutherske kirker. Den augsburgske Bekendelse sigtede på i nøje overensstemmelse med Den hellige Skrift at fastslå den lære, der må kunne være fælles for alle kristne, og bevidst gjorde Melanchton uoverensstemmelserne mellem de katolske og de evangeliske så lidet fremtrædende som muligt. Rigsdagen ønskede dog ikke noget forlig, men stadfæstede dommen fra Worms over Luther. I de følgende år blev Reformationen forsvaret af et forbund af evangeliske fyrster (Schmalkaldiske Forbund), og den lutherske forkyndelse om frelse alene ved tro på Kristus lød nu vidt og bredt, også i de skandinaviske lande. I Tyskland blev de kirkelige forhold endeligt ordnet ved religionsfreden i Augsburg 1555 på grundlag af regelen Cuius regio, eius religio, dvs. at landsfyrsten også var herre over landets religiøse status, dog således, at anderledes troende skulle have ret til at udvandre uden tab af formue eller ære.

Side om side med den lutherske reformation brød en lignende kirkelig fornyelse sig vej i Schweiz, Frankrig, Nederlandene og Skotland. Det var imidlertid de to schweiziske reformatorer Ulrich Zwingli og Johannes Calvin, der kom til at præge de former, som forkyndelse og kirkestyre fik i disse dele af Europa. Zwingli stod Luther nær, bortset fra deres afgørende uenighed i nadverlæren; hans evangeliske prædiken førte til Reformationens sejr i Zürich og andre store schweiziske byer. Langt videre nåede dog den af Calvin inspirerede reformation. Den fik sin kraft i lige grad fra Calvins skarpt formulerede teologi og fra hans strengt gennemførte kirkeorganisation. For ham var Bibelen helt bogstaveligt den eneste autoritet, og både gudstjeneste og kirkestyrelse blev af ham udformet nøje efter Skriftens anvisning. Den reformerte kirketype blev ved sin ledelse gennem såkaldt ældste (presbytere) Romerkirkens klareste modstykke. Mens calvinismen tidligt trængte igennem i Skotland med John Knox, fik bruddet med den katolske kirke i England et højst broget forløb, som sluttede med dannelsen af den fremdeles bestående Church of England. Kong Henry 8. (1509-47) fik 1534 parlamentet til at erklære kongen som den engelske kirkes eneste overhoved; han var i sin trosopfattelse ganske katolsk, men ville gøre sit riges kirke uafhængig af paven. Under Mary 1. den Blodige (1553-58) måtte parlamentet ophæve reformlovgivningen, og protestanterne blev grusomt forfulgt. Først i 1559, under dronning Elizabeth 1.s regering, blev kirkens forfatning og gudstjenestens form fastlagt med The Book of Common Prayer og De 39 Artikler. Church of England præges i gudstjenesteliv og forfatning af en fastholden ved den gamle kirkes traditioner, herunder bispeembedet med apostolsk succession. Også i Nederlandene, som var spansk arveland og under kejser Karl 5.s herredømme, kostede reformationens gennemførelse blodig kamp. Først ved Westfalske Fred 1648 blev de reformerte nordstaters (omtrent det nuværende Nederlands) uafhængighed endeligt bekræftet. De sydlige provinser forblev under Spaniens herredømme og dermed under katolsk dominans, hvilket forklarer, at det meste af Belgien fremdeles er katolsk. I Frankrig vandt den reformatoriske bevægelse indpas i vide kredse, men mødte fanatisk modstand. De franske reformerte, huguenotterne, blev vedholdende forfulgt. Bartholomæusnatten 24. august 1572 blev indledningen til nye voldsomme kampe, som først endte med Nantesediktet 1598; ifølge dette blev katolicismen anerkendt som statsreligion, mens de reformerte fik begrænset religionsfrihed. I Italien og i Spanien fik de reformatoriske tanker kun indflydelse på ringe dele af befolkningen.

Reformationen i Danmark blev tidligt fremmet ved kong Christian 2.s reformforsøg under delvis tilslutning til Luther. Først slog den evangeliske lære igennem i hertugdømmerne, og efter Frederik 1.s værnebrev til Hans Tausen (1526) og herredagen i Odense 1527, som faktisk gav de lutherske prædikanter ret til at danne frie menigheder, kunne reformationen fra Hans Tausens Viborg brede sig til andre byer som København og Malmö, hvor den første danske salmebog blev trykt (1528). Den endelige ordning af kirkens forhold efter luthersk forbillede blev truffet på rigsdagen i København 1536 og lovfæstet i Kirkeordinansen (1537). Tilsvarende blev forholdene ordnet i Norge og på Island. I Sverige nød de lutherske allerede i begyndelsen af 1520rne Gustaf Vasas beskyttelse, og ved rigsdagen i Västerås 1527 skete et åbent brud med den katolske kirke. Den definitive stiftelse af den lutherske kirke i Sverige fandt dog først sted ved rigsdagen i Västerås 1544. Den første svenske ærkebiskop i Uppsala, Laurentius Petri, blev indviet 1531 af en af de gamle kanonisk indviede bisper, hvorfor Sverige til forskel fra Danmark og Norge har bevaret den apostolske succession.