Frederik I under Reformationen
Frederik I fremstår for mange, som den dygtigste politiker af de tre konger. Det beviste han bl.a. ved forhandlingerne med rigsrådet på Odensemøderne. Han var nok næppe luthersk af overbevisning, men, ligesom mange andre konger i Europa, drevet af ønsket om at opnå mere magt. Han begrænsede ikke kun kirkens magt, men også rigsrådets, ved at spille dem ud mod hinanden og var desuden snu ved at udnytte Christian II’s tidligere fejl.

Han havde nemlig ikke retmæssigt indviet den nuværende ærkebisp, som igennem forhandlingerne nu var den der skulle udnævne bisperne. På den måde nærmede Frederik I sig rollen som kirkens øverste skikkelse i Danmark. Han indførte også religionsfriheden. Da han ikke var lutheraner, kunne man tro at det var for at holde den katolske kirke optaget. Det koster nemlig penge og energi at møde konkurrence. Frederik I fangede og fængslede Christian II under påskud om frit lejde. Måske følte han sig alligevel truet Christian II, som efterhånden opbyggede et netværk i Tyskland og England.

Christian III under Reformationen
Fra 1533-1534 stod Danmark uden konge, og Grevens fejde brød ud. Derfor tvinges rigsrådet til at vælge den dybt religiøse og lutherske Christian III. Med en stærk og loyal hær og et godt bagland vandt han krigen og genforenede landet. Efter krigen stod han stærkere end nogensinde, hvilket han selvfølgelig vidste og derfor udnyttede.

Bisperne fængsledes herefter uden problemer. De fik skylden for at rigsrådet tøvede med kongevalget, og derfor at borgerkrigen brød ud. Mere eller mindre tvang han derefter rigsrådet til at underskrive et dokument, der udelukkende gjorde landet verdsligt styret. Man kunne fristes til at tro, Christian III gennemførte reformationen da han virkelig brændte for lutherdommen, forstod at benytte Luthers ideer og sine muligheder og handlede konsekvent. Han vidste kriteriet for succes var et stærk bagland. Måske erfarede han det, da hertug Frederik skræmte den uforberedte Christian II væk fra tronen.

I recessen oplæses et klageskrift mod biskopperne. Det var smart at give dem skylden, selvom det verdslige rigsråd også havde sin del af den. Folket vendte sig derfor mere og mere mod Christian III og ryggen til biskopperne og derfor den katolske tro. I kirkeordinansen etableredes den struktur der skulle gælde i Danmarks syv stifter. Den var næsten selvstyrende, men indeholdt en stiftslensmand, som repræsenterede kongen, og desuden var systemet opbygget således at bispen kunne takke kongen for sin stilling. Ved hjælp af intense metoder hurtigt efterfulgt af gennemgående organisering, opnåede kongen det han ville, og reformationen blev indført i Danmark.

Der kommer to nye møbler ind i kirkerne. Prædikestolen og bænkene, hvor man tidligere havde enkelt løse stole. Prædikestolen skulle sikre at ordets forkyndelse klart hørtes i kirken. Prædiken havde fået en mere fremtrædende plads, og derfor måtte man også have bænke, så folk kan sidde i ro og lytte. Princippet for gudstjenester blev hermed født, og det samme gjorde skoleprincippet.

Kirken bevarede sin gamle stiftsinddeling, hvor en luthersk biskop, i hvert stift, blev øverste kirkelige leder, direkte ansvarlig for kongen. Alle biskopper var lige, og de udøvede deres åndelige styre på kirkens vegne, men var samtidig kongelige embedsmænd. De gamle katolske biskopper ønskede at kongen indsatte en oversuperintendent, en slags ærkebiskop, hvilket kongen afviste. Kongen indsatte i hvert stift en stiftslensmand, som skulle kontrollere de kirkelige forhold, beskytte kirkegods, have opgaver inden for retten og føre kontrol med det sociale arbejde og undervisningen. Det blev indført, at syv mænd, valgt af menigheden, skulle vælge en præst efter provstens råd. Herefter skulle præsten eksamineres af superintendenten og til sidst udnævnes af stiftslensmanden. Provsten skulle vælges af præsterne, og endeligt skulle fire præster, valgt af samtlige stifts præster, vælge en superintendent, der derefter skulle have kongens stadfæstelse. Kirken blev i praksis igen bispestyret, men denne gang af bisper der skyldte kongen deres stilling, og som ingen politiske eller økonomiske privilegier havde. Hvis kongen derudover havde personlige interesser i at give bestemte mænd kirkeembeder, kunne det naturligvis lade sig gøre. Han havde altid en finger med i spillet, og

Kirken bevarede sin gamle stiftsinddeling, hvor en luthersk biskop, i hvert stift, blev øverste kirkelige leder, direkte ansvarlig for kongen. Alle biskopper var lige, og de udøvede deres åndelige styre på kirkens vegne, men var samtidig kongelige embedsmænd. De gamle katolske biskopper ønskede at kongen indsatte en oversuperintendent, en slags ærkebiskop, hvilket kongen afviste. Kongen indsatte i hvert stift en stiftslensmand, som skulle kontrollere de kirkelige forhold, beskytte kirkegods, have opgaver inden for retten og føre kontrol med det sociale arbejde og undervisningen. Det blev indført, at syv mænd, valgt af menigheden, skulle vælge en præst efter provstens råd. Herefter skulle præsten eksamineres af superintendenten og til sidst udnævnes af stiftslensmanden. Provsten skulle vælges af præsterne, og endeligt skulle fire præster, valgt af samtlige stifts præster, vælge en superintendent, der derefter skulle have kongens stadfæstelse. Kirken blev i praksis igen bispestyret, men denne gang af bisper der skyldte kongen deres stilling, og som ingen politiske eller økonomiske privilegier havde.

Hvis kongen derudover havde personlige interesser i at give bestemte mænd kirkeembeder, kunne det naturligvis lade sig gøre. Han havde altid en finger med i spillet, og optrådte virkelig som superintendentens fader. Den 2. september 1537 blev ordinansen vedtaget i sin latinske udformning, og to år senere blev den udgivet på dansk.

Udover anklagerne på bisperne, indeholdt mødet forslag til nyordningen af de kirkelige forhold, og hele statsstyret. For ændringer var nødvendige. Da kongen konfiskerede alt kirkegodset, blev han landets største godsejer, og disponerede over omkring 60 procent af landets dyrkede jord. Det var en tredobling af kronens økonomiske grundlag.

Samtidig overtog staten mange af de opgaver kirken før havde haft, hvilket blev nedfældet i en ny grundlov for det danske rige. Ændringerne i de kirkelige og kirkepolitiske forhold indebærer bl.a. at de katolske biskopper for altid vil være fjernet. I deres sted ansættes der kristelige bisper og superattendenter, som skal lære, undervise og prædike folket det hellige evangelium, Guds ord og den hellige kristne tro. Alle der modsatte sig risikerede at miste deres gods og endda livet.

Kongen og adelen beholdt alle deres patronatsrettigheder, men da kongen havde fjernet de katolske biskopper overtog han deres. Han havde nu ret til selv at udnævne præster til mange forskellige embeder. Klostre og domkapitler skulle bevares indtil kongen og hans vise, lærde mænd, foretog en nyordning. Alle der blev boende i disse, skulle fra nu af leve et godt og ærligt kristent klosterliv, hvor Guds Ord ville blive prædiket for dem. Hospitalerne i købstæderne, skulle også gennemgå en reform. Håbet om at den katolske kirkes fald også ville betyde et bortfald af tienden gik ikke i opfyldelse. Denne indtægt ville eller kunne kongemagten ikke undvære, som i stedet for de gamle bisper, fik en tredjedel af indtægten.

Herved afskaffedes bispedømmet definitivt, men kongen har endnu ikke helt besluttet hvordan de kirkelige forhold skal se ud. Egentlig vedtager man kun at der i stedet for de katolske biskopper ansættes superattendenter, altså kristelige biskopper. Det er endnu ikke besluttet hvem der skal vælge disse mænd. Alligevel er det sandt at sige, at reformationen her vedtoges og indførtes af kongen.

Mødet på rigsdagen i København 1536 havde ikke til formål at skjule det faktum at Danmark var adeligt styret. Derimod var det en magtfuld demonstration af rigets samling. Det var vigtigt for Christian III at bevise over for folket, at det var bisperne der var skyld i borgerkrigens rædsler, og at hans magt ikke sad i spydspidsen, men at han derimod lyttede til selv den mindste bonde. Han ville for alt i verden ikke fremstå som en egoistisk usurpator, men derimod som Danmarks retmæssige befrier, der handlede rigtigt ved at arrestere skyldnerne i borgerkrigen.

At der har fundet en reel forhandling sted er dog tvivlsomt, alene af den grund at mødet, og altså vedtagelsen af en ny lov, kun tog ca. 10 dage. Ikke desto mindre blev Christian III efter mødet hyldet på Københavns gader, og havde ved statskuppet skaffet sig hvad fætteren Christian II arbejdede for, nemlig en stærk kongemagt. Det opnåede han pudsigt nok ved hjælp af den adel, som Christian II havde forsøgt at knække.

Kongen sendte også Luther et brev, hvorefter Luther svarede at han billigede aktionen. Det er oplagt at Christian III først og fremmest arresterede bisperne for at gennemføre den lutherske reformation. Han besad som tidligere nævnt en oprigtigt luthersk overbevisning, og var derfor den første konge længe der i folkemunde handlede for landets skyld. Men når det er sagt, kunne man jo forestille sig at konfiskationen af biskoppernes anseelige formuer blandt andet skulle bruges til at betale gælden fra borgerkrigen. Desuden hed det, at man på denne måde undgår en fremtidig beskatning, hvis det blev nødvendigt at opruste.

Det er også tydeligt at kongen forsøgte at bekæmpe enhver mulig modstand af hans styre, så hans magt voksede, og reformationen lettere indføres. Dette understreges af at han overvejede at arrestere rigsrådet, og med dette at skabe enevælde. Det verdslige rigsråd burde nemlig bære en del af ansvaret, men da Christian III åbenbart ikke havde råd eller lyst til at lægge sig ud med den mægtige adel.

Med baglandet i orden, arresterede og fængslede Christian III de danske katolske biskopper, som politiske forbrydere, den 12. august 1536. I løbet af to dage var de alle taget til fange.

På samme tid blev København sat under bevogtning til lands og vands, så ingen kunne komme eller ud, uden tilladelse fra kongens myndigheder. Denne afspærring skulle være der i tre dage, hvor kongen den første dag sendte bud efter det verdslige rigsråd og biskoppen fra Århus, som han nærede sympati for. De blev konfronteret med beslutningen om fængslingen, og det blev gjort klart for dem, at der ikke ville ske noget med bisperne, hvis de godkendte krigsrådets handling. Desuden ville dem der ikke godkendte det, selv blive fængslet.

Rigsrådet skrev hurtigt under, hvorimod biskoppen fra Århus måtte en tur i fængsel. Indholdet af dokumentet, det såkaldte forpligtelsesbrev, indeholdt bl.a. aftalen om at landet for fremtiden udelukkende skulle styres verdsligt. Der stod også, at bisper og biskopperne, stadig skulle eksistere, men nu i den kristneprotestantiske kirke. Hvis katolikkerne og protestanterne blev enige om at danne en samlet kirke, ville det blive accepteret af kongen, såfremt det accepteres af alle de europæiske lande. Et andet vigtigt punkt i dokumentet forpligter rigsråderne til ikke at modarbejde den protestantiske kristendomsforståelse.

Faktisk havde kongen i en kort periode overvejet at fængsle rigsrådet også, men blev rådet fra det, da det var for risikabelt. De skrev under på, at hele landets bispegods skulle beslaglægges til fordel for kronen og at der i oktober 1536 ville blive afholdt et slags stændermøde, hvor kongen mødtes med repræsentanter fra hele riget. Udover at kongen på dette møde ville forklare hvad der var sket med forholdet mellem kirke og stat, repræsenterede det en ny måde at tænke på. Med dette statskup blev den mest afgørende fase af den danske reformation gennemført, som det mest dramatiske sted i Europa. Årstallet 1536 forbindes derfor som regel med reformationens indførelse i Danmark. Det var i hvert fald her den politisk set begyndte.

Man hævder at hans deltagelse i rigsdagssamling i Worms 1521 gjorde et uforglemmeligt indtryk på hertug Christian, som vendte hjem som glødende lutheraner. Her forsvarede Luther nemlig sin holdning over for den katolske kirke.

Han nægtede at tilbagekalde sin opfattelse og blev derfor lyst i band. Christian III var den første konge længe der var fredelig, ikke aggressiv, ikke erobringslysten og ikke følte trang til udvidelse af magten for magtens skyld. Alt dette, sammen med den brændende lutherske overbevisning, gjorde måske, at Christian III blev den konge der endelig skulle gennemføre reformationen i Danmark.

Men hertug Christian skulle først blive konge af Danmark, hvilket rigsrådet skulle godkende. Umiddelbart efter Frederik I’s død i 1533 skriver hertug Christian i et brev at han hellere ville gå barfodet som en tigger bort fra sine riger, end lade sig aftvinge den mindste indrømmelse mod lutherdommen.

Et betænkeligt rigsråd udsatte kongevalget til året efter, hvor de uvilligt anmoder Christian om at overtage tronen i 1534. Lübeck, under ledelse af Grev Christoffer af Oldenburg, havde nemlig besat hele den østlige del af Danmark. Formålet var at genvinde riget for den fangne Christian II, hvilket modtog hyldest mange steder.

Grevens Fejde var indtrådt, og Danmark behøvede en konge. Efter to års møjsommelig krigsførelse, sluttede Christian III, I februar 1536, fred med Lübeck. Efter et års belejring indtog Christian III København. Den 6. august holdt han sit indtog i den udsultede by, og genforenede Danmark. Grev Christoffer blev landsforvist, og Christian III beviste med sejren sin næsten uovervindelige magt.

De efterfølgende 10 år blev en lang strid mellem katolikker og protestanter. Frederik I indførte reelt religionsfriheden for lutheranere i Danmark. Han beskyttede Hans Tausen som var fra Johanitterklosteret, og hvis stærkt lutheranske prædikener vakte røre. Under påskud af frit lejde, lokkede han Christian II til landet i 1532, men brød løftet og fængslede ham. Året efter døde Frederik I.[1]

Antageligt var det Christian II’s planer i udlandet der skræmte rigsrådet. Derfor besluttede de bl.a. at pålægge bønderne ekstraskatter gående til oprustning, og at tage mange kirkeklokker ned for at smelte dem om til kanoner. Det blev desuden bestemt på disse ”herre-dage”, at bekræftelsen på udnævnelsen til bispeembeder nu kunne søges hos den danske ærkebiskop, i stedet for paven i Rom. Samtidig skulle de penge man før betalte paven for dette nu gå til kongekassen. Det smarte for kongen ved denne vedtægt lå i, at Danmark ikke havde en retmæssig indviet ærkebiskop på denne tid, og på den måde øgedes hans magt over kirken. Ærkebiskoppen, Aage Spare, var nemlig ikke retmæssigt indviet, da han blev anbragt på embedet af Christian II, og uden pavens tilladelse.

Oven i det lovede godsejerne at de med alt hvad de ejede ville beskytte bisperne, og derfor den katolske kirke, imod truslen fra Luther. Til gengæld lovede bisperne at de aldrig ville købe eller pante nyt jordegods til kirken fra adelen. Et klart eksempel på at hele overklassen i Danmark arbejdede på at beskytte egne interesser. Det passede Frederik I fint, som ved at forhandle på denne måde opnåede at begrænse kirkens magt, og forøge sin egen.

På mødet i 1526 gennemførte de derudover en række bondefjendske ændringer, i form af flere afgifter til kirken. Dette skabte røre i Danmarks storbyer og Malmø. Bønderne nægtede mange steder at betale bispetiende, og kirken mødte mere og mere modstand. På mødet i 1527 blev det derfor bestemt, at bønderne kun skulle betale tiende, og ikke andre mindre afgifter. Kirken gik ind for sagen, da de frygtede helt at miste retten til at opkræve afgiften, og godsejerne accepterede, da det blev foreslået at de selv slap for tienden. Endnu en gang blev der lagt størst vægt på personlige interesser, hvilket kostede kirken magt.

Kirken ønskede til sidst at det skulle gøres strafbart at prædike andet end katolsk, hvilket kongen afslog.

Et bevis på at han langt hen af vejen var inspireret af Luther, var da han i 1524-25 oversatte Det Nye Testamente, med blandt andet Romerbrevet, til modersmålet, ligesom Luther havde gjort.

Trods sit nederlag opgav Christian II aldrig sin politiske hensigt, nemlig at generobre Danmark-Norge. Dette viste dog at være en hård opgave. Ustandseligt søgte han om hjælp ved de tyske og engelske fyrster, som i nogle tilfælde hjalp med til at samle hære, der dog alle opløste sig igen pga. pengemangel.

Helt frem til 1532 udgjorde Christian II, opbakket af Luther, en trussel for Frederik I, der nu endelig fik ham fængslet. Selvom Luther skrev til Frederik I om barmhjertighed, og trøstebreve til Christian II, døde Christian II fængslet i år 1559. Samme år som Frederik I’s søn, Christian III, gik af ved døden efter 26 år som konge.