Straks efter kuppet – bispernes fængsling – skrev Christian III til sine venner og allierede i Tyskland. Flere steder havde den drastiske handling skabt bekymring, men Christian III forsvarer sig med at bisperne arbejdede sammen om at gøre ondt mod den verdslige magt.
Dette skal muligvis opfattes som en slags forsvarspropaganda, da kongen reelt set var skyldig i magtmisbrug under bispernes fængsling.
Kongen sendte også Luther et brev, hvorefter Luther svarede at han billigede aktionen. Det er oplagt at Christian III først og fremmest arresterede bisperne for at gennemføre den lutherske reformation. Han besad som tidligere nævnt en oprigtigt luthersk overbevisning, og var derfor den første konge længe der i folkemunde handlede for landets skyld. Men når det er sagt, kunne man jo forestille sig at konfiskationen af biskoppernes anseelige formuer blandt andet skulle bruges til at betale gælden fra borgerkrigen. Desuden hed det, at man på denne måde undgår en fremtidig beskatning, hvis det blev nødvendigt at opruste.
Det er også tydeligt at kongen forsøgte at bekæmpe enhver mulig modstand af hans styre, så hans magt voksede, og reformationen lettere indføres. Dette understreges af at han overvejede at arrestere rigsrådet, og med dette at skabe enevælde. Det verdslige rigsråd burde nemlig bære en del af ansvaret, men da Christian III åbenbart ikke havde råd eller lyst til at lægge sig ud med den mægtige adel.