Christian II under Reformationen
Men Christian II kunne også klandres for at være den mest magtsyge og dumdristige af de tre involverede konger. Nogen vil måske mene, at det var risikabelt at lade 80 mænd henrette i Stockholm, og samtidig tvinge hans folk i bispeembeder. Han ønskede ikke en luthersk reformation, men derimod at skabe en dansk katolsk kirke med ham som overhoved. For at opnå dette så han de lutherske metoder som en midlertidig fremgangsmåde. Uanset om var luthersk af overbevisning, overskygges det dog klart af hans magtsyge. Det er ganske naturligt at adelen reagerer som de gør, og går imod ham, da hans metoder er forkerte, og han står svagt. Han kunne måske have gennemtrumfet, hvis han havde haft et bedre bagland, ligesom Christian III senere ville få. Christian II havde ikke samlet nogen af hær af betydning, og da Frederik I sendte ham sin krigserklæring, flygtede han. Dette viser måske, at han havde satset stort på de forkerte steder.

Frederik I under Reformationen
Frederik I fremstår for mange, som den dygtigste politiker af de tre konger. Det beviste han bl.a. ved forhandlingerne med rigsrådet på Odensemøderne. Han var nok næppe luthersk af overbevisning, men, ligesom mange andre konger i Europa, drevet af ønsket om at opnå mere magt. Han begrænsede ikke kun kirkens magt, men også rigsrådets, ved at spille dem ud mod hinanden og var desuden snu ved at udnytte Christian II’s tidligere fejl.

Han havde nemlig ikke retmæssigt indviet den nuværende ærkebisp, som igennem forhandlingerne nu var den der skulle udnævne bisperne. På den måde nærmede Frederik I sig rollen som kirkens øverste skikkelse i Danmark. Han indførte også religionsfriheden. Da han ikke var lutheraner, kunne man tro at det var for at holde den katolske kirke optaget. Det koster nemlig penge og energi at møde konkurrence. Frederik I fangede og fængslede Christian II under påskud om frit lejde. Måske følte han sig alligevel truet Christian II, som efterhånden opbyggede et netværk i Tyskland og England.

Christian III under Reformationen
Fra 1533-1534 stod Danmark uden konge, og Grevens fejde brød ud. Derfor tvinges rigsrådet til at vælge den dybt religiøse og lutherske Christian III. Med en stærk og loyal hær og et godt bagland vandt han krigen og genforenede landet. Efter krigen stod han stærkere end nogensinde, hvilket han selvfølgelig vidste og derfor udnyttede.

Bisperne fængsledes herefter uden problemer. De fik skylden for at rigsrådet tøvede med kongevalget, og derfor at borgerkrigen brød ud. Mere eller mindre tvang han derefter rigsrådet til at underskrive et dokument, der udelukkende gjorde landet verdsligt styret. Man kunne fristes til at tro, Christian III gennemførte reformationen da han virkelig brændte for lutherdommen, forstod at benytte Luthers ideer og sine muligheder og handlede konsekvent. Han vidste kriteriet for succes var et stærk bagland. Måske erfarede han det, da hertug Frederik skræmte den uforberedte Christian II væk fra tronen.

I recessen oplæses et klageskrift mod biskopperne. Det var smart at give dem skylden, selvom det verdslige rigsråd også havde sin del af den. Folket vendte sig derfor mere og mere mod Christian III og ryggen til biskopperne og derfor den katolske tro. I kirkeordinansen etableredes den struktur der skulle gælde i Danmarks syv stifter. Den var næsten selvstyrende, men indeholdt en stiftslensmand, som repræsenterede kongen, og desuden var systemet opbygget således at bispen kunne takke kongen for sin stilling. Ved hjælp af intense metoder hurtigt efterfulgt af gennemgående organisering, opnåede kongen det han ville, og reformationen blev indført i Danmark.